Skurken fra James Bond i den 007’ende himmel

Richard Kiels er Bond-stjernen Jaws med det dødbringende gebis; en af biografernes bedst kendte skurke.

Skurken i to Bond-film, Jaws, bad Gud om hjælp imod sine indre dæmoner – alkohol og stoffer.

I filmene ”The spy who loved me” og ”Moonraker” kæmpede Jaws med hajer og intergalaktiske fjender ved hjælp af sine frygtindgydende og dødelige tænder.
Mens han blev fejret på skærmen og levede på første klasse, kæmpede den nu 68-årige Richard Kiels i al hemmelighed med helt andre dæmoner: alkohol og stoffer.
– Jeg hældte rent faktisk vodka i øl og vin for at gøre det stærkere, og whisky i min kaffe om morgenen. Jeg tog en kold tyrker, men det virkede ikke, fortæller den kæmpestore skuespiller til New Life.
Richards højde og stærke træk skyldes en hormonel forstyrrelse kaldet acromegaly.
Allerede som 9-årig begyndte han ellers at tro på Gud, og han bekræftede sin kristne tro på en ungdomslejr som 12-årig. Han blev døbt som 27-årig og forsøgte at holde fast i troen som skuespiller, men han var bundet af alkoholisme og stoffer.

Så en morgen – med endnu en omgang tømmermænd, – så Richard tilfældigt på en kristen tv-kanal.
– Jeg hørte nogen fortælle, at der stod i Biblen, at jeg kunne gå i bøn sammen med andre kristne, og at Gud kunne befri mig for min afhængighed.
Jeg bad sammen med ham, der var gæst i programmet, og selv om der ikke skete noget voldsomt med ringende klokker eller blinkende lyn, så kunne jeg mærke, at jeg ikke længere havde den overvældende trang til eller afhængighed af alkohol, fortæller han.
Efter Bond-filmene blev det sværere for Richard at få et job. De eneste, der ville hyre ham, var ølfirmaer, der ville have ham med i en reklamefilm. Muligheden for at tjene $50.000 på én dag var en stor fristelse. Men…
– Jeg sagde nej til at lave reklamen – til stor forundring for både min agent, mine venner og selv nogle i min familie, fortæller han.
Richard havde oplevet, at en ung mand kørte ind i en flok piger, fordi han havde drukket et par øl og tog fejl af bremsen og speederen. En vens datter lå på intensiv i en uge, før hun døde. Det gjorde et dybt indtryk på Richard og han nægtede derfor at lave reklamefilm for øl, selv om økonomien var stram og familien stor at forsørge. Han stolede på, at Gud ville sørge for ham. Pludselig fik han et tilbud om en reklame for mælk.
– De tog billederne på Hawai, og hele min familie fik lov til at komme med og bo på det berømte Mauna Kea Beach hotel. De betalte mig $15.000, hvilket ikke var så meget som jeg ville have fået for den amerikanske ølreklame, men det var en rigtig behagelig oplevelse for hele familien.
Ikke alene satte Gud mig fri af alkoholismens lænker. Han velsignede også min familie økonomisk, siger Richard, som nu føler sig i den 007’ende himmel!
Henri Nissen